Back in the hood
Ah … der er ikke noget som lidt ferie. Det er så sundt at se nogle nye vægge, høre et andet sprog, se andre varer i butikkerne, andre måder at gøre tingene på osv. osv.
Vi er retur efter 2½ dag i skønne Stockholm. En fantastisk by, som jeg glæder mig til at vende tilbage til. Næste gang uden sne og med lunere vinde. For Stockholm fortjener at set på kryds og tværs – og også i solskin og varme.
Vi fik travet en del rundt. Og kørt med sporvogn og metro. Og sejlet. Vi fik set Vasa-museet og fik drukket masser af latte (og spist vafler og pandekager med sylt och grädde). Mums!
Og vi fik spist lækker aftensmad på to skønne restauranter (det lykkedes i begge tilfælde at få os klemt ind, selv om der var fully booked). Hvor heldig har man lov til at være?
Og mens vi nød Stockholm, nød Noah at være hos mormor. Der er vist blevet råhygget noget så gevaldigt …
Lige nu ligger fisen og sover oven på en dag med feber og hosten og “jeg har det bedst, når jeg sidder hos far og putter”. Endnu har han ikke haft mod på at prøve sit løveoutfit til Fastelavn i vuggeren i morgen (hvis han altså er frisk nok til at komme derop), så I må have billedet til gode.
Jeg er også kommet hjem til en enkeltbestilling på hele 29 eksemplarer af min bog! Ordren kommer fra Biblioteksmedier AS, så bogen kommer altså ud og stå på bibliotekshylderne. Det er noget, der gør en forfatter lykkelig som bare pokker! Og det betyder, at jeg i dag har sendt en ordre af sted på andet oplag af bogen. Juhuu!
